Udskriv

Rovfuglene på Amager

Rovfugl Musvaage

Nu er det for alvor blevet efterår. Følg med i vores lokale dyreliv,
når Tårnby Naturskole beskriver naturen netop nu.

Fortalt af Eddie Fritze, Tårnby Naturskole, okt. 2014.

Spurvehøge, musvåger og hvepsevåger er på vej mod syd. Hvepsevågen, som lever af insekter overvintrer i Afrika, mens de to andre nøjes med at flyve til sydvest-Europa. Ved Falsterbo, som jo nærmest ligger skråt overfor Amager, bliver rovfuglene talt af ornitologerne derovre, og det er store tal de kan have på enkelte dage. Op til tusinde spurvehøge på en dag, er oplevet gennem årene på efterårstrækket.

Her ude på Vestamager blev der for nylig set 7-8 lærkefalke. Lærkefalken er en hurtig lille falk, som i modsætning til tårnfalken er hurtig nok til at indhente og fange småfugle som svaler m.v. samt guldsmede i luften. Da lærkefalken er sjælden som ynglefugl i Danmark, er det formentlig svenske lærkefalke som vi ser nu.

Rovfugle Spurvehoeg

Når spurvehøgen jager, flyver den lavt, nærmest i hækhøjde, for pludselig at dukke op ved foderbrættet eller andre steder, hvor spurvene eller solsorten søger føde. Ved et lynhurtigt overraskelsesangreb, griber høgen den mindre fugl med kløerne, hvorefter de sylespidse negle gennemborer byttet, som dør i løbet af få sekunder. De hurtige svaler er høgen ikke hurtig nok til at indhente i luften.

Når spurvehøgen under sin jagt har fart på, sker det ikke så sjældent, at den ramler ind i større ruder i villaer, da den kun opfatter spejlbilledet af haven i ruden. Det medfører som regel altid høgens død. Man kan afhjælpe dette ved at sætte silhuetter af rovfugle fast på ruden således, at både småfuglene og høgen selv ser disse og når at dreje fra i tide.

Fuglen øverst er en musvåge. Nederst ses en spurvehøg. Fotos: Colourbox.

×

Cookie info