Udskriv

De lokale grågæs kan leve længe

Grågås letter

I løbet af de sidste ca. 20 år er grågåsebestanden især i den østlige del af Danmark gået meget frem. Det skyldes formentlig de mange milde vintre, såvel som rigelige mængder af føde.

Fortalt af Eddie Fritze, Tårnby Naturskole, marts 2015.

Gæssene æder gerne saftigt græs, men kan på steder hvor de er vant til mennesker, også fodres med brød. Det sidste gælder dog ikke for de mere vilde grågæs herude på den sydvestlige del af Amager.

På en tur ude langs markerne mellem Søvang og Dragør fik jeg den 30.marts 2013 øje på 2 grågæs, som var mærket med gule halsringe, og som fouragerede på en mark derude. De var i en flok på omkring 50 andre grågæs.

Med noget besvær fik jeg aflæst inskriptionen på halsringene. Hvis man stopper med en bil og står ud af bildøren, er gæssene med det samme på vagt! De er jagtbare og lærer hurtigt, at mennesker ikke er til at stole på.

I løbet af de næste par dage fik jeg "livshistorierne" på disse 2 gæs, som var nok så interessante:

Grågås halsmærke

Den ene var mærket med en metalring "Vogelwarte Hiddensee Germania nr. BA 019639 + med en halsring af plastic, gul H 68 som voksen fugl den 13. juli 2008, ved Nonnensee på Rügen, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland af Thomas Heinicke. Han har været venlig at meddele følgende: Mærkerne er aflæst den 5. august 2009 ved Gødstrup Engsø, Sjælland, dernæst aflæst d. 6. marts 2010 i Biebrzadalen nær landsbyen Mscichny i det østlige Polen og siden den 22. juli 2010 ved Vellinge nær Foteviken i Skåne og igen samme sted den 15. september 2012 og sidenhen den 13. januar 2013 på Saltholm i Øresund og en sidste gang den 30. marts 2013 mellem Dragør og Søvang som ovenfor nævnt af undertegnede.

Gåsens liv endte en tidlig morgen den 24. februar i år, da den ikke tog sig i agt for en lokal jæger og blev ramt af et skud hagl fra et jagtgevær i nærheden af, hvor den blev set sidst.

Det skal lige med, at der er særlig forlænget jagttid (kaldes med et moderne ord for "regulering") på gæs i nærheden af Kastrup Lufthavn, da de ansvarlige myndigheder for flysikkerheden i lufthavnen ikke vil have gæs, måger, stære og andre fugle flyvende ind over start- og landingsbanerne.

Grågås ved vand

Som et kuriosum kan jeg oplyse, at jeg under en tur i Utterslev Mose nær København fik øje på en grågås med en temmelig slidt metalring. Ringen med inskriptionen Zoologisk Museum Copenhagen nr. 390-0048 var mærket som unge den 14. juni 1990 i Utterslev Mose af Niels Otto Preuss, og set af undertegnede den 17. marts i år, og den var på det tidspunkt 24 år, 9 måneder og 3 dage. Den hidtil ældste grågås, og dermed formentlig den ældste i verden i fri tilstand var mærket med en østtysk ring og blev 26 år og 6 måneder. Det bliver spændende at se, om en dansk-mærket grågås en dag skulle overhale den østtyske.

Billeder: Øverst og nederst grågæs (fotos: Colourbox). I midten ses halsring og ringmærke omtalt i teksten (foto: Naturskolen).

×

Cookie info