Udskriv

Kastrup Lystbådehavns historie

Anlæg af Kastrup Ny Lystbådehavn

Læs mere om Kastrup gl. havn og Kastrup nye lystbådehavns historie

Kastrup Lystbådehavne består af Kastrup gl. havn, hvor der er 144 pladser og Kastrup nye lystbådehavn, hvor der er 776 Pladser. 

Kastrup gl. havn 

Tårnby Kommune havde tidligere købt Thyges Bro i Maglebylille med henblik på at indrette den til lystbådehavn i 1936, men så blev området eksproprieret af staten i 1944 til brug for lufthavnen. Derfor faldt planerne om den første lystbådehavn i kommunen til jorden. Man talte med Kalkværket, der var interesseret i at anlægge en lystbådehavn ved industrihavnen. Den plan kom dog ikke længere end til tanken. Siden stillede staten hindringer i vejen for en ny placering ud for Kastrup Maskinfabrik ved den kommunale pumpestation II. Selv om staten godkendte de nye planer i 1949, og gav detailplanerne det blå stempel i 1951, ønskede man i 1952 dokumentation for behovet. Forud havde kommunen skulle søge om lov til at købe materialer, da dette var en mangelvare. Man fik afslag på spunsvæg af jern, selvom man ville prøve at købe den brugt. I stedet foreslog kommunen, at kajmuren skulle støbes i grov beton og molerne bygges af fyld fra havnens udgravning. Man skulle tro, at Kastrups første lystbådehavn ville blive modtaget positivt hos ministeriet, men behovet skulle som sagt igen dokumenteres. Så frustrationen var stor i kommunalbestyrelsen og blandt sejlerfolket, der havde manglet et sted at være efter staten selv havde eksproprieret Thyges Bro.

Maglebylillebroen eller Thyges Bro ca. 1925.
Maglebylillebroen eller Thyges Bro ca. 1925.  Fotograf: Carl Flensburg. Foto udlånt af Tårnby Stads- og Lokalarkiv, B5153

Havnen blev så endelig godkendt af staten i maj 1953, morsomt nok med den klausul, at arbejdet skulle være påbegyndt inden 3 måneder. Havnen blev 2 meter dyb og med plads til 150 både samt klubhuse til kajak-og rosport, og blev indviet i 1954. Samtidig blev badeanstalten som  i forvejen lå på området forbedret og bygget på havnens sydlige mole, så man her kunne bade på dybt vand, badeanstalten er efterfølgende nedlagt i forbindelse med etableringen af Øresundsforbindelsen.

Gæstesejlere har ikke adgang til Gl. Havn.

Kastrup nye lystbådehavn

Snart voksede behovet for yderligere en lystbådehavn. På den inddæmmede Øresundskyst nord for de gamle industri- og fiskerihavne anlagde man 1978-84 en stor, moderne lystbådehavn, her skulle der være ca. 800 bådepladser. Det ville blive den tredje største lystbådehavn i Danmark. Havnen indgår i udflugtsmålet Kastrup Strandpark med restaurant. I 1978 blev den sydlige del færdig, og i  1984 blev det nordlige bassin indviet med mange festligheder. Ved havnen blev der siden bygget en udstillingsbygning for Øresundsforbindelsen. Disse bygninger indeholder nu sejlrelaterede virksomhed.

Anlæg af Kastrup Ny Lystbådehavn

Anlægning af Kastrup Ny lystbådehavn i perioden 1978-1984.

×

Cookie info