Udskriv

Ny LED belysning på Skelgårdsskolen

 Hent brugsoversigt Ny LED belysning på Skelgårdsskolen

Med udgangspunkt i kommunens energirenoveringspulje 2014 er der hen over vinteren blevet skiftet til ny LED belysning på en stor del af Skelgårdsskolen. Det giver både en stor energibesparelse og et løft lysmæssigt.

På gangene er de gamle lysstofrør skiftet til nye energibesparende LED rør. Det er skolen selv, som har valgt lysfarven på de nye rør, der i øvrigt er opsat uden at skifte selve armaturerne. Den løsning har gjort skiftet billigere, da der ikke skulle investeres i nye armaturer, samtidig belastes miljø også mindre, idet der jo ikke skal produceres nye lys armaturer og de gamle heller ikke skal bortskaffes. Der er i alt skiftet ca. 1.250 lysrør på gangene.

På toiletterne er der opsat ca. 150 nye LED armaturer - udover selve lys skiftet er der også opsat pir følere (personføler). "Det har krævet lidt justering af pir følerne, som i starten tændte lidt for let, når blot en person gik forbi ude på gangen", siger den nye tekniske serviceleder Henrik Hovmand Nielsen. "Men det er justeret ind nu, så alt virker efter planen", fortsætter Henrik. 
"Lyset på toiletterne var tændt det mest af dagen før, uden at der reelt var brug for lyset meget af tiden. Nu tænder lyset kun efter behov, og det er vi rigtig glade for", bemærker servicelederen.

I en del af klasselokalerne er der også opsat ny LED belysning, i alt 126 stk. nye armaturer. Udover selve energibesparelsen ved skiftet har det også givet lokalerne et løft visuelt og et bedre lys.
"I starten var brugerne, altså eleverne og lærerne, meget skeptiske. De skulle lige vende sig til det mere klare lys. Men efter kort tids tilvænning er de nu rigtig glade for det nye lys. Nu spare vi penge og samtidig er brugerne glade", slutter skolens serviceleder Henrik

En anden gevinst ved skiftet til LED lys på skolen er lyskildernes længere levetid, hvilket betyder at servicepersonalet ikke fremover skal bruge lige så meget tid på at skifte defekte lyskilderne på den store skole. Samlet set har lys projekterne på Skelgårdsskolen givet en energibesparelse på ca. 207.000 kWh pr. år, svarende til en årlig besparelse på ca. 330.000 kr. Projektets tilbagebetalingstid er på ca. 4 år - og klimaet spares samlet for en udledning af ca. 60.000 kg (60 tons) CO2 pr. år. 

Der er sket rigtig meget på LED lysmarkedet i den seneste tid, både pris- og kvalitetsmæssigt, så måske er det tid til at skifte til LED lys hjemme hos dig også - hvis du ikke allerede har gjort det.  

×

Cookie info