Udskriv

Tilskudsregler voksenundervisning

Tilskudsregler voksenundervisning

Retningslinjer for tilskud m.m. til den folkeoplysende voksenundervisning i Tårnby Kommune i henhold til Folkeoplysningsloven.

§ 1 Formål

Formålet med den folkeoplysende voksenundervisning er med udgangspunkt i undervisningen at øge den enkeltes almene og faglige indsigt og færdigheder for at styrke evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.

§ 2 Virksomhedens omfang

Den folkeoplysende voksenundervisning omfatter undervisning, studiekredse og foredrag samt fleksible tilrettelæggelsesformer, hvortil der er knyttet deltagerbetaling. Endvidere omfatter virksomheden debatskabende aktiviteter.

Der ydes tilskud til aflønning af lærere og ledere, der aflønnes i henhold til Bekendtgørelse om løn og andre ansættelsesvilkår for lærere og ledere ved undervisning m.v. efter Lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning samt til udgifter i tilknytning til fleksible tilrettelæggelsesformer, med et beløb pr. lektion, der i gennemsnit ikke overstiger udgiften til afvikling af en undervisningstime til lærerløn, lederhonorar m.v. ved almindelig aftenskoleundervisning.

§ 3 Ansøgningsfrist

Ansøgning om tilskud til den folkeoplysende voksenundervisning til et kalenderår indgives til Folkeoplysningsudvalget/ Voksenundervisningsudvalget senest den 1. oktober året før.

§ 4 Begrænsning

Der ydes ikke tilskud til undervisning, studiekredse og foredrag samt fleksible tilrettelæggelsesformer inden for spil, idræt og sports- og konkurrencepræget virksomhed, herunder dans bortset fra folkedans, eller emner om fremstilling af alkoholiske drikke. Dette gælder både teoretisk undervisning inden for områderne og udøvelse i praksis.

I Tårnby Kommune ydes der tilskud til motionsgymnastik.

Der ydes ikke tilskud til formel kompetencegivende undervisning.

Virksomheden skal stå åben for alle. Folkeoplysningsudvalget kan, hvor særlige forhold gør sig gældende, godkende virksomheden for en bestemt afgrænset deltagerkreds.

§ 5 Beregning af tilskud

Tilskud til et kalenderår beregnes på grundlag af foreningens tilskud til løn til undervisning, studiekredse og foredragsvirksomhed samt tilskud til fleksible tilrettelæggelsesformer i det senest afsluttede kalenderår.

Tilskuddet udgør maks. 1/3 af den udbetalte lærer- og leder løn samt den tilskudsberettigede udgift til fleksible tilrettelæggelsesformer i afregningsperioden jf. dog supplerende tilskud.

Ved beregning af lærer- og lederløn udgør et foredrag højst 6 undervisningstimer.

Folkeoplysningsudvalget kan, hvis særlige forhold gør sig gældende og ud fra en konkret vurdering beslutte, at yde et højere eller mindre tilskud end det beregnede tilskudsgrundlag i seneste kalenderår.

Nye foreninger giver oplysninger om foreningens forventede virksomhed i tilskudsåret. Folkeoplysningsudvalget kan nedsætte tilskudsgrundlaget til, hvad udvalget anser som realistisk på grundlag af de af ansøgeren fremlagte oplysninger.

§ 6 Supplerende tilskud

Undervisning af handicappede:

Ved undervisning af handicappede i relation til et konkret emne, hvor der forudsættes en særlig indsats fra læreren som gør, at der kun kan undervises få på holdet, ydes et supplerende tilskud således, at tilskuddet udgør maks. 7/9 af den udbetalte lærer- og lederløn samt godkendte udgifter til fleksible tilrettelæggelsesformer.

Antallet af deltagere på sådanne hold kan normalt ikke overstige 7 deltagere.

Ved blandede hold (undervisning af handicappede og ikke handicappede sammen) kan deltagerantallet på et hold maks. være 10 deltagere, hvoraf højest halvdelen er handicappede. Ved blandede hold opgøres tilskuddet forholdsmæssigt mellem antal ikke handicappede deltagere og antal deltagere med handicappede i relation til et konkret emne.

Eksempel:

Hvis der på et hold deltager 5 handicappede og 3 ikke handicappede afregnes lærer- og lederlønnen med 5/8 som handicapundervisning med 7/9 af den tilskudsberettigede udgift og 3/8 som undervisning med 1/3 af den tilskudsberettigede udgift.

Instrumentalundervisning:

På hold hvor der undervises i ét musikinstrument og hvor undervisningen må tilrettelægges således, at der kun kan undervises få deltagere ydes supplerende tilskud således, at tilskuddet udgør maks. 5/7 af den udbetalte lærer- og lederløn.

§ 7 Handicaperklæring

En deltager indgår i beregningen som handicappet, hvis den pågældende skriftligt over for foreningen har erklæret sin deltagelse som handicappet i relation til undervisning i et konkret emne. Dette gælder dog ikke for psykisk udviklingshæmmede, autister og andre åbenbart handicappede deltagere.

§ 8 Emner, tilrettelæggelsesformer, holdstørrelser samt ansættelse af lærere og ledere

Den enkelte forening træffer selv beslutning om valg af emner, tilrettelæggelsesformer, ansættelse af lærere og ledere samt om holdstørrelser dog jf. § 6 om undervisning af handicappede og instrumentalundervisning.

§ 9 Fleksible tilrettelæggelsesformer

Den enkelte forening kan af det udbetalte tilskud til undervisning m.m., minus 10 % tilskud til debatskabende aktiviteter, anvende op til 40 % til fleksible tilrettelæggelsesformer dog højest antal lektioner x et beløb, der beregnes på grundlag af satsen til lærer- og lederløn m.v. ved almindelig aftenskoleundervisning.

Fleksible tilrettelæggelsesformer kan f.eks. være åbne studiecirkler, åbne studieværksteder, workshops og it-baseret fjernundervisning m.v., altså undervisningsformer der adskiller sig fra de hidtil anvendte undervisnings- og tilrettelæggelsesformer.

Fleksible tilrettelæggelsesformer er baseret på holddannelser og deltagerne skal være tilmeldt og registreret. Ved fjernundervisning skal mindst 30 % af timerne på det enkelte hold gennemføres i fællesskab ved fysisk fremmøde.

Den del af det kommunale tilskud, der anvendes til fleksible tilrettelæggelsesformer kan bruges til:

  • Løn til de personer, der forestår de fleksible tilrettelæggelsesformer (aftenskolerne er ikke bundet af satserne i Undervisningsministeriets lønbekendtgørelse).
  • Lederhonorar, dog højest 20 % af aftenskolens udgifter til fleksible tilrettelæggelsesformer.
  • Udgifter til etablering af Internetadgang til undervisere på hold inden for fjernundervisning.
  • Undervisningsmaterialer af ikke blivende værdi.
  • Annoncering.
  • Lokaleudgifter.

Eventuelle andre udgiftstyper må i givet fald afholdes af aftenskolen selv - typisk via deltagerbetalingen.

§ 10 Debatskabende aktiviteter (10 % pulje)

Foreningen skal afsætte 10 % af det samlede tilskudstilsagn til debatskabende aktiviteter. De debatskabende aktiviteter kan afregnes på andre udgiftstyper end lærer- og lederløn.

Debatskabende aktiviteter skal annonceres offentligt, og arrangementerne skal være åbne for alle. Det er ikke en betingelse, at der er knyttet deltagerbetaling til debatskabende aktiviteter, men hvis det er tilfældet, skal et eventuelt overskud opstået i forbindelse hermed bruges inden for Folkeoplysningslovens område.

De debatskabende aktiviteter skal opfylde formålet med den folkeoplysende voksenundervisning. Aktiviteterne skal herudover foregå, så emnerne sættes ind i en bredere samfundsbetonet og helhedsorienteret ramme, og de skal rette sig mod brede målgrupper.

De emner, der indgår i arrangementerne, skal være væsentlige, debatskabende og være af interesse for fællesskabet. Aktiviteterne skal tilbydes, så der i arrangementet foregår en debat, der inddrager deltagerne aktivt. Debatdelen skal indgå som en naturlig og væsentlig del af arrangementet.

Formålet med de debatskabende aktiviteter må ikke være behandling, agitation, underholdning, valgkampagner, forkyndelse eller udbredelse af overtro, men der må gerne oplyses og skabes debat herom.

De debatskabende aktiviteter kan foregå i et samarbejde med andre foreninger, organisationer, institutioner m.v.

Alle udgifter afholdt til debatskabende aktiviteter skal kunne dokumenteres, dog kan udgifter til lederhonorar og administration indregnes ud fra en konkret vurdering i forhold til hvert arrangement.

Hvis debatskabende aktiviteter foregår i samarbejde mellem flere initiativtagere, skal den enkelte forening/initiativtager aflægge regnskab for de udgifter, den har haft i forbindelse med arrangementet.

10 % puljen til debatskabende aktiviteter kan ikke anvendes til:

  • Befordring af deltagerne.
  • Forplejning af og udgifter til overnatning for deltagere.
  • Materiel, herunder handicapbetingede udgifter af blivende værdi.
  • Entréudgifter for deltagere.

§ 11 Udbetaling af tilskud

Tilskud til foreninger der selv forestår lønudbetalingen udbetales som følger:

  • 10. januar udbetales 40 % af årets samlede bevilling.
  • 10. april udbetales 20 % af årets samlede bevilling.
  • 10. september udbetales 40 % af årets samlede bevilling.

Tilskud til folkeoplysende voksenundervisning hvor Tårnby Kommune forestår lønudbetalingen udbetales efter aftale mellem foreningen og Børne- og Kulturforvaltningen.

Såfremt en voksenundervisningsforening, som er tilknyttet en landsdækkende organisation, der modtager statstilskud ønsker at Tårnby Kommune forestår udbetalingen af lærer- og lederløn betales en afgift svarende til 9 % af den samlede lønudbetaling.

§ 12 Afregning af tilskud

Senest den 1. april indsender den enkelte voksenundervisningsforening regnskabsoplysninger for det seneste kalenderår på lokale regnskabsskemaer.

Tilskud der ikke er anvendt i overensstemmelse med bestemmelserne i Folkeoplysningsloven og tilhørende bekendtgørelser samt de af Kommunalbestyrelsen fastsatte regler skal tilbagebetales. Tilbagebetalingskravet kan modregnes i tilskuddet for kommende kalenderår. Ikke forbrugte tilskud i et kalenderår kan efter ansøgning overføres til efterfølgende kalenderår.

§ 13 Tilskud til lokaler

Ansøgning om tilskud til lokaler til voksenundervisning indgives til Folkeoplysningsudvalget senest den 1. oktober for det efterfølgende kalenderår.

Driftstilskud til leje af undervisningslokaler kan kun bevilges, når egnede kommunale lokaler ikke kan stilles til rådighed. Tilskud ydes med 75 % af det aftalte lejebeløb samt eventuelle udgifter til lys, varme, rengøring og vedligeholdelse iht. lejekontrakten. Tilskuddet udbetales når behørig dokumentation for udgiftens afholdelse fremsendes til forvaltningen. På anmodning kan tilskuddet udbetales a conto.

§ 14 Nedsættelse af egenbetalingen for særlige grupper

Tilskud til pensionisters (modtagere af social pension), efterlønsmodtageres og arbejdslediges deltagelse i undervisning m.m. i henhold til bestemmelserne i Lov om støtte til folkeoplysning ydes under forudsætning af, at undervisningen forestås af en lokal voksenundervisningsforening og deltagerne har bopæl i Tårnby Kommune. Tilskuddene udgør for alle 3 persongrupper: 45 % af indskrivningsgebyr og kursusafgift

Kommunens tilskud udbetales snarest efter modtagelse af fortegnelse over deltagerne med angivelse af navn, cpr. nr., adresse, timetal og holdnummer. Den ansvarlige leder underskriver fortegnelsen og står inde for, at alle deltagerne opfylder betingelserne for tilskud.

For hold startet i foråret indsendes fortegnelsen inden 1. juli og for hold startet i efteråret inden den 15. december.

§ 15 Regionalskoleordning

I henhold til Folkeoplysningslovens § 5, stk. 7 kan Kommunalbestyrelsen godkende regionale handicapforeninger, der ikke er hjemmehørende i Tårnby Kommune med henblik på at stille kommunale lokaler til rådighed samt yde tilskud til nedsættelse af egenbetalingen til pensionister fra Tårnby Kommune, som modtager social pension. Pensionisttilskuddet ydes selv om undervisningen finder sted uden for Tårnby Kommune.

§ 16 Deltagere fra andre kommuner

Voksenundervisningsforeninger som modtager tilskud til undervisning, studiekredse og fleksible tilrettelæggelsesformer fremsender straks efter undervisningens afslutning - og senest den 1. juli hvert år - opgørelse med oplysning om navn, adresse, cpr. nr. samt fag og timetal på deltagere der ikke er bosiddende i Tårnby Kommune. Der opkræves ikke mellemkommunal refusion mellem kommunerne i Region Hovedstaden dog bortset fra Dragør Kommune, Frederiksberg Kommune, Københavns Kommune og Bornholms Kommune.

§ 17 Befordring af handicappede til undervisning

Foreninger der etablerer undervisning for handicappede iht. bestemmelserne i Folkeoplysningsloven kan ansøge om dækning af befordringsudgifter ved handicappedes deltagelse i undervisning. Ansøgning fremsendes til Tårnby Kommunes Sundhedsforvaltning som individuelt vurderer hver enkelt handicappede deltagers mulighed for tilskud.

Der ydes ikke tilskud til den del af udgifterne, der dækkes af Undervisningsministeriet iht. Folkeoplysningslovens § 44, stk. 2.

§ 18 Revision

Tilskudsregnskabet skal forinden fremsendelse revideres af foreningens revisor. Såfremt foreningens samlede tilskud overstiger 500.000 kr. i undervisningsåret skal foreningens tilskudsregnskab revideres af registreret eller statsautoriseret revisor. Øvrige tilskudsmodtagere revideres af folkevalgt revisor.

Revisor kontrollerer, at foreningens oplysninger og regnskabet er i overensstemmelse med bestemmelserne i Folkeoplysningsloven og tilhørende bekendtgørelser samt de af Kommunalbestyrelsen fastsatte retningslinjer.

§ 19 Fortolkning af retningslinjer

Fortolkning af disse retningslinjer m.m. tilkommer Tårnby Kommunalbestyrelse. Retningslinjerne m.m. er gældende fra 1. januar 2007.

Godkendt i Folkeoplysningsudvalget den 20. november 2007.

Godkendt i Kommunalbestyrelsen den 18. december 2007.

×

Cookie info