Udskriv

Tårnby Kommunes byvåben

Tårnby Kommunes byvåben viser et hvidt, middelalderligt borgtårn på en blå baggrund. Ved hver side af tårnet hænger en gul kirkeklokke.

Gammelt Byvaaben

  Udgave af byvåbnet fra 1952.

 

 

 

 

 

 

Designet er skabt af Grunddal Sjallung i 1940. Det er enten tegnet af ham selv eller hans faste samarbejdspartner, tegneren Franz Sedivy.

Byvåbenet blev dog først vedtaget og taget i brug af Tårnby Kommune i 1952. Det store tårn, der dominerer byvåbenet, henviser til kommunens navn. Sjallung mente, at Tårnby var opkaldt efter et middelalderligt fæstningsværk, som biskop Absalon skulle have anlagt på Amager. Det er ganske vist ikke korrekt. Kommunenavnets "tårn" stammer fra ordet torn eller tjørn. Tårnby betyder altså formentlig "tjørnebyen" eller "bebyggelsen ved tjørnekrattet".

Men for et så karakteristisk navn som Tårnby er det naturligvis oplagt at bruge et tårn som bomærke. Det giver en klar og enkel sammenhæng mellem byvåben og kommunenavn.

Byvåbenets to kirkeklokker symboliserer de to kirkesogne, Tårnby og Kastrup, som kommunen omfattede da Sjallung tegnede sit forslag. I dag omfatter Tårnby Kommune yderligere sognene Korsvejen og Skelgård.

Byvåbenets farver har ingen særlig symbolsk værdi.

Tårnby Kommunes byvåben er patenteret og må ikke anvendes af andre end Tårnby Kommune uden skriftlig tilladelse.

×

Cookie info