Samarbejdsaftale med Veterancentret er nu på plads

borgmester Allan S. Andersen og chefen for Veterancentret, oberst Susanne Kiholm Lund

Den 6. november underskrev borgmester Allan S. Andersen og chefen for Veterancentret, oberst Susanne Kiholm Lund, officielt den nye samarbejdsaftale.

07.11.2018

Aftalen har til formål at sikre, at Tårnby Kommune og Veterancentret samarbejder og bruger hinandens kompetencer bedst muligt i forhold til at anerkende og støtte tidligere udsendte.

Eksempelvis kan kommunale sagsbehandlere trække på relevant viden fra Veterancentret, hvis en tidligere udsendt har en sag i kommunen, og det vurderes, at der kunne være brug for specialviden om netop tidligere udsendtes særlige situation.

Veterancentret er nedsat af Forsvarsministeriet, og har til formål at støtte og rådgive veteraner og pårørende før, under og efter en udsendelse. Veterancentret forsker bl.a. i, hvordan soldater og deres pårørende bliver påvirket af internationale udsendelser, og hvordan man i fremtiden bedre kan undgå uhensigtsmæssige psykiske efterreaktioner.

Udover at Veterancentret kan hjælpe kommunens sagsbehandlere i konkrete sager, så kan centret også tilbyde afholdelse af faglige oplæg og generel formidling af viden og aktiviteter på veteranområdet.

Borgmester Allan S. Andersen siger:

"Det er en aftale med perspektiv og rigtig god mening, vi har indgået. Den sikrer, at vi kan bruge hinandens ressourcer og kompetencer i forhold til den svære situation tidligere udsendte og deres pårørende kan være i. I Tårnby Kommune har vi de senere år haft mere og mere fokus på arbejdet med veteraner, men også med anerkendelsen af deres indsats - her tænker jeg især på, at vi har gjort det til en fast tradition at markere de tidligere udsendtes indsats og deres pårørendes rolle på Den Nationale Flagdag den 5. september".

×

Cookie info