Udtynding i Ugandaskoven i 2011
Anemoner

Ugandaskoven er Tårnby Kommunes eneste skov. Skoven ligger ved Ugandavej øst for Vestamager Idrætsanlæg.

Ugandaskoven er udlagt som rekreativ, bynær skov med muligheder for at borgerne kan færdes frit, og at børn kan lege og lære såvel inde i som uden for beplantningen.

Skoven hjemsted for et rigt og varieret dyre- og planteliv. Flere områder er i dag utilgængelige pga. tæt krat og tætstående, højstammede træer.

For at Ugandaskoven skal bevare og opretholde sin herlighedsværdi som rekreativ, bynær skov med et frodigt og varieret plante- og dyreliv, er det nødvendigt at foretage en større udtynding af beplantningen her i år 2009 - 2011.

Endvidere etableres i skovens nordvestlige del et vandhul til forbedring af livsbetingelserne for padderne i området.

På grund af et mere vådt efterår end normalt og en vinter med meget sne, er det sidste af opgaven med flishugning, grøftegravning og andet blevet forsinket. Arbejdet bliver udført til efteråret 2011 når jorden er mere tør.

Ugandaskovens historie
Ugandaskoven er en ung skov med kun 44 år på bagen. Arealet er plantet i vintehalvåret 1964-1965. Indtil da var arealet landbrugsjord. Området er ligesom resten af Amager lavtliggende og der var dengang etableret drængrøfter, der ledte vand væk fra markerne.

Ugandaskoven blev plantet af Det Danske Hedeselskab. Der blev dengang tilplantet 16 parceller med et samlet areal på 11,31 ha. Der blev plantet i alt 55.850 træer og 1000 buske a’ 20 øre stykket. Der blev eksempelvis plantet træer som ahorn, eg, rødeg, bøg, fuglekirsebær samt forskellige slags fyr, gran og lærk.

Helt op til omkring 1970’erne var skovområdet omgivet af agerland til alle sider samt haveforeningen Selandia beliggende mod sydvest og en oplagsplads ved Ugandavej. Siden har byudviklingen bredt sig og Ugandaskoven er nu omgivet af boligområder mod nord, Vestamager Idrætsanlæg og Vestamagerhallen mod vest samt flere haveforeninger mod syd. Landbrugslandet mod øst ønskes bevaret som bl.a. landbrugsland med hensyn til lokalhistoriske værdier jf. Lokalplan 56.

Ugandaskoven i dag
Skoven har gennemgået flere udtyndinger, bl.a. i 1992 og 2002, med det formål at pleje skoven så træernes sundhed, vækst og stabilitet sikres i henhold til Skovloven kap. 3 §17 stk. 2. Desuden er der inden for de sidste år blevet etableret drængrøfter, da skovens træer længe har lidt under den høje grundvandsstand. Samtidig er stierne blevet forbedret, da skovens gæster i perioder har været afskåret fra at kunne færdes på stierne på grund af høj vandstand.

Udtynding af Ugandaskoven i 2009 - 2011
For at pleje Ugandaskoven bedst muligt er det nødvendigt at Teknisk Forvaltning foretager en forholdsvis kraftig udtynding af skoven i 2009 - 2011. Dette er nødvendigt for at síkre træernes vækst og robusthed i forhold til vindpåvirkning og for undgå at skoven udvikler sig til stangskov og kommer til at ligne en produktionsplantage. Ved at tynde træerne relativt kraftigt gives lys til de lavtsiddende grene, som derved får mulighed for at udvikle sig og på den måde ”trække” træernes kroner ned til skovgæsterne. Dette arbejde er nødvendigt, selv om det kan se ud til at gå voldsomt for sig, når de forholdsvis store maskiner går i gang, og når der efterfølgende ligger en del træflis tilbage i skovbunden. Træflisen bliver omsat af skovens små organismer og kan dermed fortsat indgå i skovens kredsløb. Skoven vil allerede efter få år have rettet sig efter udtyndingen og stå som en skov med større variation og rekreativ værdi for byens borgere.

Graden af udtynding sker ud fra flere fagfolks vurdering af beplantningens tæthed på den enkelte lokalitet samt ud fra en vurdering om det enkelte træs sundhed, sikkerhed, fordeling og æstetik. De flotte, karakterfulde træer bevares og det er primært farlige træer, træer med stangskovskarakter og træer, som generer karakterfulde, flottere træer, som fældes. Desuden ønsker vi at værne om variation og biodiversitet af hensyn til skovens rekreative værdi og ikke mindst skoven som levested for en bred vifte af dyr og planter.

Skoven udtyndes således at mellem 10 og 25 % af beplantningens vedmasse fældes og omdannes på stedet til træflis, der køres til varmeværk og på den måde genanvendes. Udtyndingsgraden vil variere fra skovparcel til skovparcel, da beplantningen og tætheden er forskellig fra område til område. Eksempelvis står træerne særligt tæt i den halvdel af skoven, der er længst væk fra Ugandavej. Her skal der foretages en forholdsvis kraftig udtynding for at undgå at disse skovparceller med tiden udvikler sig til en tæt stangskov med træer, der har lange lige stammer, få sidegrene og små højtsidende kroner som man ser i traditionelt drevne produktionsplantager.



22.7.2010
 
Tårnby Kommune, Amager Landevej 76, 2770 Kastrup - kommunen@taarnby.dk