Badesikkerhed
På denne side kan du læse om badesikkerhed og badevand i Tårnby og Dragør Kommune.
Seneste måling af badevandet
Se resultaterne fra analyserne af badevandet ved Kastrup Strandpark her.

Se resultaterne fra analyserne af badevandet Syd for Kastrup Lystbådhavn her.

Badevandet bliver analyseret for de sygdomsfremkaldende bakterier E.coli og Enterococcus. Vejledende grænseværdi for begge er 100 bakterier i 100 ml badevand. For E.coli er der en maksimal grænseværdi på 2000 bakterier i 100 ml badevand

Vandkvalitet

Tårnby Kommune kontrollerer med jævne mellemrum vandkvaliteten ved strandende i Tårnby og Dragør Kommune (Se på dette kort på hvor på stranden der måles).

I Kastrup Strandpark tages der 20 badevandsanalyser i badesæsonen fra 1. maj til 31. august. Fast en gang om ugen, som regel tirsdag, plus et par ekstraprøver i løbet af badevandssæsonen. I vinterbadesæsonen bliver der taget en prøve hver 14. dag i perioden 1. september til 30. april.

Hvis der registreres dårlige forhold, sætter kommunen advarselsskilte op på stranden, og på Kastrup Strandpark hejses der flag. Vandkvaliteten afhænger dog af vind- og vejrforholdene. Disse kan ændre sig hurtigere (inden for få timer) end kommunen kan nå at udtage og analysere prøver.

Det er derfor vigtigt, at du selv vurderer forholdene med sund fornuft, inden du går i vandet.

Det flag, der hejses på Kastrup Strandpark har følgende farvekoder:
- Grønt flag - badning OK
- Gult flag - badning med forsigtighed (se orienteringsskilt)
- Rødt flag - badning forbudt

Alger og bakterier

I badevandet er der alger og bakterier hele året. De fleste er ikke farlige for mennesker og dyr. I sjældende tilfælde kan enkelte dog have en påvirkning. Det gælder især for mennesker med svagere helbred som børn, ældre eller folk med allergier eller åbne sår. Også dyr kan være særlig udsatte, især når de drikker vandet.
Alger og bakterier forekommer især om sommeren, hvor vandet er varmt. Skum og uklart vand kan være et tegn på alger i vandet. Algeforgiftning eller infektion med bakterier kan give mange symptomer som f.eks. hovedpine, hudirritationer, kvalme og diarré. Man kan også blive alvorligt syg. Hvis du har det dårligt efter badning, eller hvis du er i tvivl om dit helbred er godt nok for at kunne bade bør du kontakte en læge.
Når det regner ualmindelig meget, kan det ske, at kloakkerne ikke kan rumme vandet. I disse tilfælde kan der laves overløb til havet. I så fald er der risiko for fækale bakterier i badevandet. Hold derfor øje med informationer om overløb (flag, skilte og på hjemmesiden) inden du går i vandet ved ualmindelig kraftigt regnvejr.

Links om badevand:

I havet:
Naturstyrelsen
DMI - Danmarks Meteorologiske Institut
Badesikkerhed
DHI - Institut for Vand og Miljø

Svømmehaller:
Kastrup Svømmehal
Pilegårdsbadet 

Hvis du har spørgsmål omkring badevand, er du velkommen til at kontakte Teknisk forvaltning i Tårnby Kommune.


25.11.2010
 
Tårnby Kommune, Amager Landevej 76, 2770 Kastrup - kommunen@taarnby.dk