Udskriv

Vejbump på private fællesveje

Fartdæmpende Foranstaltninger på Private Fællesveje

Hvis I ønsker at trafikken nedsætter farten på vejene i jeres område, kan I søge tilladelse til at lave bump eller andre fartdæmpende foranstaltninger. Læs mere her.

I skal lave et projekt, der overholder vejreglerne og opfylder betingelserne for, hvordan man indretter fartdæmpede områder, og ansøgningen skal indeholde målfaste tegninger. I de fleste tilfælde anbefaler vi, at I bruger en rådgiver, fordi de fleste trafikreguleringer kræver teknisk indsigt. Der er bl.a. krav til afstandene imellem foranstaltningerne i fartdæmpede områder og typer på foranstaltninger, der skal følges, når projektet udformes. Læs mere om reglerne på Vejdirektoratets hjemmeside.

Det er kommunens opgave at behandle ansøgningen, men vi rådgiver ikke i, hvilken trafikal løsning, I skal vælge og hvordan, projektet skal udformes

Lovgrundlag

Lovgrundlaget er privatvejslovens § 57.

Krav til tegninger

Ansøgningen skal indeholde 3 forskellige tegninger:

1. En målfast tegning i 1:250

Den skal vise de nuværende forhold og de ændringer, der søges om tilladelse til, husk markering af:

  • bump
  • afmærkning (skilte, vigelinjer, gulfeltning m.v.)
  • overkørsler (indkørsler) til ejendommene
  • dæksler og brønde

2. En målfast detailtegning i 1:250

Den skal vise selve udformningen på bump eller anden fartdæmpende foranstaltning.

3. En målfast oversigtstegning i 1:1000

En tegning af vejene i området. Tegningen skal vise den nuværende indretning af vejene og den ændring, der søges om tilladelse til fx:

  • fartdæmpet område
  • fartdæmpende skiltning
  • andre trafikreguleringer, hvis der er sådanne (fx ensretning)
  • hajtænder (vigelinjer)

Tegningen skal dække det område, som er nødvendigt for at lave en trafikal vurdering af det, der søges om.

Kopier

Vedlæg 2 papirkopier og 1 pdf-fil af hver tegning til ansøgningen.

Ændres projektet undervejs, skal de reviderede tegninger sendes i 1 papirkopi og 1 pdf-fil til os.

Typer af bump

Tårnby Kommune anbefaler, at man ikke benytter sig af gummibump, men udfører vejbumpene i asfalt. Dette skyldes, at gummibump giver meget store gener for især cyklister og knallerter, som kan resulterer i uhensigtsmæssige undvige manøvre, bl.a. ved at benytte fortovet. Det anbefales derfor, såfremt der ønskes gummibump, at bumpene placeres med en afstand på min. 50 cm. fra fortovskanten, således at cyklister og knallerter kan passere indenom. Derudover anbefales det at der optegnes en 2 meter lang cykelbane før og efter bumpet i begge sider af vejen. Dette forhindre bilister i at parkere helt op til bumpet.

Tilladelser

Det er nødvendigt med to tilladelser:

  • De berørte grundejeres tilladelse er en forudsætning for behandlingen af ansøgningen. Denne skal I selv søge.
  • Kommunen skal godkende projektets udformning og desuden skal politiets samtykke være indhentet af kommunen.

Begge tilladelser skal foreligge, før projektet må udføres. Vi opfordrer til, at grundejernes tilladelse indhentes, før I søger kommunens. På den måde kan grundejernes respons indarbejdes i projektet og vi kan undgå en myndighedsbehandling af et projekt, der ikke er tilslutning til.

Når kommunen giver tilladelse til at trafikregulere på de private fælleveje, er der alene tale om en offentligretlig tilladelse.

I skal selv sikre jer den privatretlige tilladelse, som I skal søge hos de grundejere, som bliver berørt af trafikreguleringen.

Det er altid de tilgrænsende grundejere, der har pligt til at vedligeholde fortov og kørebane udfor deres ejendom og dermed også eventuelle trafikale foranstaltninger, som fx bump og vejspærringer. Dette gælder uanset, hvem der ejer vejen og er fastlagt i privatvejsloven.

Den privatretlige tilladelse betyder, at de berørte grundejerne er indforstået med, at trafikreguleringen etableres. Kommunen kan ikke tage stilling til den privatretlige tilladelse. Kan de berørte grundejere ikke blive enige, kan uenigheden kun afgøres af domstolen ved retssag.

Ansøgningen sendes til kommunen@taarnby.dk og Tårnby Kommune, Teknisk Forvaltning, Amager Landevej 76, 2770 Kastrup

×

Cookie info