Udskriv

Lær at tackle kroniske smerter

Kurset er målrettet dig, der lever med kronisk smerte. Du lærer en række metoder til at tackle smerter, så du kan komme videre med at leve et tilfredsstillende og meningsfuldt liv.

"Lær at tackle kroniske smerter" er et kursusforløb over 6 uger med 2½ times undervisning om ugen.
Forløbet følger et fastlagt program, som er anbefalet af Sundhedsstyrelsen. Du kan læse mere på http://www.patientuddannelse.info/ og downloade brochuren.

Informationsmøde
Vi afholder informationsmøde i SundhedsCenter Tårnby umiddelbart op til kursusstart, hvor instruktørerne fortæller om kurset.
Deltagelse i informationsmødet er en forudsætning for endelig tilmelding til kurset.
Tilmelding til informationsmødet på tlf.: 30 76 05 70 eller mail sld.sf@taarnby.dk. Endelig tilmelding til kurset foregår på mødet.
                                   Download en flyer  her.
Formål
Mennesker, der har kroniske smerter, har ofte de samme bekymringer og problemer i hverdagen, selv om årsagerne til de kroniske smerter kan være meget forskellige. Nogle mennesker har lændesmerter, nakkesmerter eller smerter, der går fra skulderen og ud i armen. Andre lider af mere komplekse regionale smerteforstyrrelser, og nogle har smerter efter traumatiske ulykker eller ved slet ikke, hvor smerterne kommer fra! Som kronisk smertepatient skal du ikke bare håndtere smerterne, men også de konsekvenser, sygdommen har for dit liv - arbejdsmæssigt, socialt og praktisk. Formålet med kurset er at give dig inspiration til, hvordan du kan leve et godt liv, selv om du har kroniske smerter. På kurset er der fokus på at tackle de problemer og udfordringer, der følger af kroniske smerter, så det er dig - og ikke smerterne - der styrer dit liv.
 
Du kan deltage
Kurset henvender sig til voksne, der har haft kroniske smerter i mere end 3-6 måneder, og hvor intensiteten af smerterne er betydeligt forstyrrende for din hverdag. Du er velkommen til at invitere din pårørende med på kurset. Der er 10-16 deltagere pr. kursus.
 
Alle er lige - også instruktøren
Det er et afgørende princip, at alle på kurset kender til det at have kroniske smerter. Derfor er det mennesker, der selv har oplevet kroniske smerter, der underviser. Instruktøren ved altså, 'hvor skoen trykker', og hvordan det føles, når smerter sætter begrænsninger i hverdagen. Ud over at kende problemerne indefra har instruktørerne gennemført en systematisk uddannelse, der gør dem i stand til at lede kurser for mennesker med kroniske smerter.

Sådan foregår det
Jeres arbejdsform på kurset vil veksle mellem foredrag fra instruktørerne, erfaringsudveksling, øvelser og individuelt arbejde.
Det handler ikke om, at du skal præstere noget bestemt. Og du vil ikke blive udsat for prøver eller eksamen af nogen art. Tværtimod vil du - og de andre deltagere - blive bedt om at evaluere kurset: Hvad fik du ud af det? Har kurset levet op til dine forventninger, og har det givet dig ny inspiration? 
Ingen talepligt, men tavshedspligt. På kurset vil I komme ind på emner, som er aktuelle for dit liv og din situation. Men du vil ikke blive presset til at fortælle mere om dig selv, end du ønsker. Du kan nøjes med at lytte, hvis du har det bedst med det. Til gengæld skal det, der bliver sagt på kurset, behandles fortroligt. Det betyder, at du ikke må fortælle videre, hvad du får at vide om medkursisternes private forhold.

På kurset arbejdes der med følgende emner:
• Pacing - at skabe en balance mellem aktivitet og hvile
• Muskelafspænding
• Let fysisk aktivitet
• Kommunikation
• Vanskelige følelser
• Medicinforbrug
• Håndtering af træthed
• Tankens kraft
• Problemløsning
• Valg af behandlingsmetoder
×

Cookie info