Udskriv

Lær at tackle angst og depression

Kurset er målrettet dig, der lever med angst og/eller depression. Du lærer en række metoder til at tackle smerter, så du kan komme videre med at leve et tilfredsstillende og meningsfuldt liv.

"Lær at tackle angst og depression" er et kursusforløb over 7 uger med 2½ times undervisning om ugen.
Forløbet følger et fastlagt program, som er anbefalet af Sundhedsstyrelsen. Du kan læse mere på  http://www.patientuddannelse.info/ og downloade brochuren.

Tilmelding via sundhedskonsulent Sanne Dåsbjerg, tlf.: 30 76 05 70 eller mail:  sld.sf@taarnby.dk

Download en flyer her.

Formål
Mennesker, der har oplever angst eller depressioner, har ofte de samme bekymringer og problemer i hverdagen, selv om årsagerne til angsten/depressionen kan være meget forskellige.

Formålet med kurset er at give dig inspiration til, hvordan du kan leve et godt liv, selv om du har perioder med angst eller depression. På kurset er der fokus på at tackle de problemer og udfordringer, der følger af angst/depression, så det er dig - og ikke angsten/tungsindet - der styrer dit liv.
 
Sådan foregår det
Jeres arbejdsform på kurset vil veksle mellem foredrag fra instruktørerne, erfaringsudveksling, øvelser og individuelt arbejde.
Det handler ikke om, at du skal præstere noget bestemt. Og du vil ikke blive udsat for prøver eller eksamen af nogen art. Tværtimod vil du - og de andre deltagere - blive bedt om at evaluere kurset: Hvad fik du ud af det? Har kurset levet op til dine forventninger, og har det givet dig ny inspiration?
Ingen talepligt, men tavshedspligt
På kurset vil I komme ind på emner, som er aktuelle for dit liv og din situation. Men du vil ikke blive presset til at fortælle mere om dig selv, end du ønsker. Du kan nøjes med at lytte, hvis du har det bedst med det.
Til gengæld skal det, der bliver sagt på kurset, behandles fortroligt. Det betyder, at du ikke må fortælle videre, hvad du får at vide om medkursisternes private forhold.

På kurset arbejdes der med følgende emner:
• Pacing - at skabe en balance mellem aktivitet og hvile
• Muskelafspænding
• Let fysisk aktivitet
• Kommunikation
• Vanskelige følelser
• Medicinforbrug
• Håndtering af træthed
• Tankens kraft
• Problemløsning
• Valg af behandlingsmetoder
×

Cookie info