Udskriv

Ugandaskoven

Ugandaskoven

Ugandaskoven ligger ved Ugandavej og Vestamager Idrætsanlæg.

Ugandaskoven er en rekreativ, bynær skov hvor voksne og børn kan færdes frit. I skoven findes et rigt og varieret dyre- og planteliv.  I den sydøstlige del findes en lysning, til leg og ophold. 

Vandhuller

Skoven har flere vandhuller med flere paddearter. Vandhullerne bruges til undervisning af børn fra skoler, børnehaver og vuggestuer. Vandhullerne skal beskyttes af hensyn til dyrelivet. Det er ikke tilladt at udsætte fisk og andet i vandhullerne af hensyn til de naturlige dyrearter.
Hverken du eller din hund må bade i vandhullerne.

Hunde

Hunde skal være i snor af hensyn til vildtet og andre besøgende i skoven. 

Heste

Heste er ikke tilladt i skoven og henvises til den nærved liggende ridesti.

Skovens drift

Skoven udtyndes fra tid til anden med det formål at pleje skoven så træernes sundhed, vækst og stabilitet sikres i henhold til Skovloven. Der er gravet drængrøfter, da skovens træer længe har lidt under den høje grundvandsstand og nogle stier har været oversvømmede. Samtidig er stierne blevet forbedret. 

Kort over Ugandaskoven

Skovens historie

Ugandaskoven er en ung skov. Arealet er tilplantet i vinterhalvåret 1964-1965. Indtil da var arealet landbrugsjord. Området er ligesom resten af Amager lavtliggende og der var dengang etableret drængrøfter, der ledte vand væk fra markerne. 

Ugandaskoven blev plantet af Det Danske Hedeselskab. Der blev dengang tilplantet 16 parceller med et samlet areal på 11,31ha. Der blev plantet i alt 55.850 træer og 1000 buske á 20 øre stykket. Der blev eksempelvis plantet træer som ahorn, eg, rødeg, bøg, fuglekirsebær samt forskellige slags fyr, gran og lærk. 

Helt op til omkring 1970'erne var skovområdet omgivet af agerland til alle sider samt haveforeningen Selandia beliggende mod sydvest og en oplagsplads ved Ugandavej. Siden har byudviklingen bredt sig, og Ugandaskoven er nu omgivet af boligområder mod nord, Vestamager Idrætsanlæg og Vestamagerhallen mod vest samt flere haveforeninger mod syd. Landbrugslandet mod øst ønskes bevaret som bl.a. landbrugsland med hensyn til lokalhistoriske værdier jf. Lokalplan 56

Teknisk Forvaltning anlagde i 2010 et vandhul på Ugandaskovens nordvestlige og mest vandlidende parcel til sikring af paddebestanden og undervisningsformål for skolerne. Samtidig blev det gamle vejafvandingshul oprenset. Der er nu konstateret flere forskellige paddearter i disse vandhuller.

×

Cookie info