Udskriv

Ofte stillede spørgsmål omkring sygedagpenge

Spørgsmål

Borgernes typiske spørgsmål om sygedagpenge.

Hvornår er man berettiget til at modtage sygedagpenge?

Du kan få sygedagpenge hvis du:

  • er ude af stand til at arbejde pga. din egen sygdom, eller hvis du er kommet til skade.
  • bor i Danmark eller er grænsegænger med arbejdsgiver i Danmark.
  • betaler skat af din indtægt.
  • opfylder et nærmere fastsat krav om beskæftigelse.

Hvad betyder det at være fuldt uarbejdsdygtig?

Man er fuldt uarbejdsdygtig, når jobcentret vurderer, at man ikke kan arbejde pga egen sygdom, heller ikke i et lille omfang.


Må man holde ferie når man modtager sygedagpenge?

Som udgangspunkt er man som sygemeldt syg, og kan derfor ikke afholde ferie. EU - eller EØS - borgere må dog gerne opholde sig i et andet EU-land. Du skal altid tale med din sagsbehandler i jobcenteret, hvis du planlægger at afholde ferie eller at tage ophold i et andet land.


Hvordan foregår en opfølgningssamtale?

Både jobcentret og din eventuelle arbejdsgiver skal holde opfølgningssamtaler med dig under din sygdom. Virksomheden skal indkalde sygemeldte medarbejdere til opfølgningssamtale senest 4 uger fra første sygedag. Samtalen skal handle om, hvordan og hvornår medarbejderen kan vende tilbage til arbejdet, samt fokusere på, hvad virksomheden kan gøre for at bakke op. Oplysningerne fra 4 ugers opfølgningssamtalen skal videregives til jobcentret i forbindelse med anmeldelsen af sygefraværet (på anmeldelsesblanketten). Jobcentret indkalder til informationsmøde eller opfølgningssamtale senest efter 8 ugers sygdom. Formålet med jobcentrets opfølgning og tilbud er at sikre, at den sygemeldte vedligeholder mest mulig arbejdsevne og hurtigere bliver i stand til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.


Hvad er en arbejdsprøvning?

En arbejdsprøvning er en afklaring af en borgers muligheder for at bestride et bestemt stykke arbejde i en virksomhed. Formålet er at afklare, præcist hvor meget en medarbejder kan arbejde, med hvad og hvor længe fremover. Arbejdsprøvningen er ofte af kort varighed. Typisk en til tre måneder, alt efter behovet.


×

Cookie info