Udskriv

Børnehuset Gammel Kirkevej 128

Børnehuset Gl. Kirkevej 128

Børnehuset
Gl. Kirkevej 128
2770 Kastrup
Telefon: 30 76 04 04

Leder: Sussie Johansen
Souschef: Jannie Hansen
Afd.leder: Rikke Madsen

Normering: 24 børn 0-2 år og 66 børn 3-5 år.

Åbent: kl. 6.30 - 17.00

E-mail: dakir.bk@taarnby.dk

Pnr. 1015588132

I 2017 vil der i Børnehuset Gammel Kirkevej 128 blive indført madordning i børnehavegruppen (3-6 år). Prisen i 2017 er kr. 729,- som tillægges børnehavetaksten. Der ydes både søskenderabat og økonomisk friplads for madordningen. 

Se Fødevarestyrelsens kontrolrapporter (smiley)

 

Velkommen til "den forunderlige verden i Børnehuset"!

Normering

Som integreret institution er vi normeret til at modtage 90 børn i alderen 0-5 år. Institutionen har 17 medarbejdere ansat; 11 pædagoger, 5 medhjælpere og 1 køkkenansvarlig. Rengøringen i huset varetages af Tårnby Kommunale rengøringsordning.

Fysiske rammer

Institutionen er opført i efteråret 2009 og er beliggende i kommunens midtområde nær Tårnby Bypark og lige ud til det gennemgående stisystem, som løber fra Kastrup Havn i øst til Amager Fælled i vest. Institutionen er opført på en 2187m2 grund, hvor hele arealet omkring huset er beregnet til forskellige former for udendørs aktiviteter.

Det er vores mål, at der skal etableres små læringsmiljøer. Børnene skal have mulighed for at stimulere deres sanser. De skal arbejde ud fra princippet "fra jord til bord", gå på opdagelse i naturen samt forundres over denne. Endvidere vil vi vægte børnenes motoriske udfoldelsesmuligheder højt.

Når I kommer ind af indgangsdøren til institutionen, træder I ind i den forunderlige verden, hvor der er højt til "himlen" med et helt fantastisk lysindfald. Huset emmer af eventyr, fantasi og kreativitet. Trolde, drager, nisser, alfer og havets mysterium er det, der vil præge dagligdagen for børn og voksne.

Institutionen er opdelt i en vuggestue- og en børnehaveafdeling samt et fællesrum, som skal danne rammen om integrationen i huset. Vuggestueafdelingen består af børn fordelt i 2 grupper. Børnehaveafdelingen af 3 grupper, som vil være opdelt i årgange.

Den gruppe og det grupperum, barnet er tilknyttet, tager udgangspunkt i netop denne årgangs leg og læring. Dette vil afspejle sig i såvel indretning som indkøb af legetøj samt beskæftigelsesmaterialer i de enkelte grupperum.

I forbindelse med de enkelte grupperum, er der etableret læringsmiljøer hvor børnene kan fordybe sig i leg. Derudover har vi indrettet et natur - og træ værksted, et bevægelsesrum samt et kreativt værksted.

I fællesrummet er der et børnekøkken, hvor børnene med hjælp fra en voksen bl.a. vil stå for tilberedelsen af frugt og grønt fra vores egen høst. Yderligere er der etableret en lille "café", hvor børnene har mulighed for at spise af deres madpakker, når de har "lyst" eller mærker sult. Endvidere kan børnene hygge sig ved bordene med et puslespil o.l.

Pædagogiske principper og værdier

Grundstenene i det pædagogiske arbejde er vores menneskesyn, selvforvaltning, integration og åbenplan. Vi giver barnet rum og mulighed for selvforvaltning og er ikke omklamrende og bremsende. Den voksne må have tillid til barnet og dets selvforvaltning. Barnet støttes i sin vilje og evne til at skabe sit eget liv og øge indflydelse på sine livsomstændigheder i et ansvarligt og solidarisk samarbejde med andre ligeværdige individer.

For at give børnene samt integrationen de rette rammer, og for at kunne være selvforvaltende, er et hus med åbne døre en selvfølge. Institutionen er indrettet på en sådan måde, at børn og voksne på tværs af huset kan benytte de forskellige læringsrum, gå til og fra aktiviteter samt knytte venskaber. Dette giver børnene gode muligheder for at udvikle sig socialt og derved bidrage til egen og andres læring.

I Institutionen vægtes det sunde børneliv højt. Det er naturligt for os, at der fra husets køkken serveres kulinariske oplevelser, der pirrer børnenes syns-, smags- og lugtesanser.

Maden tilberedes fra bunden og er ernæringsmæssigt korrekt samt af god økologisk kvalitet, så brugen af farve- og tilsætningsstoffer mindskes.

Målsætning

I arbejdet med de pædagogiske læreplaner tager vi udgangspunkt i børnenes leg, lyst, glæde, nysgerrighed, interesser samt de spor, børnene sætter. Læringsrummene skal give børn og voksne tid til fordybelse og indflydelse på egen aktivitet.

Vi vil skabe rum og rammer, så børnene får mulighed for at opleve, udforske sig selv og sine omgivelser. Vi vil give mulighed for at knytte venskaber samt styrke børnenes selvværd ved at give børnene mulighed for selvforvaltning og medbestemmelse i deres dagligdag.

I institutionens læringsrum har vi taget udgangspunkt i de seks læreplanstemaer. Ikke ensbetydende med, at det enkelte læringsrum stimulerer ét tema, da de enkelte temaer bliver stimuleret i mange af læringsrummene.

I de pædagogiske læreplaner skal der arbejdes med følgende seks temaer:

Alsidig personlig udvikling De miljøer, mennesket befinder sig i, har sammen med generne indflydelse på, hvordan vi hver især udvikler os såvel fysisk som psykisk. I et samspil med en omverden, der er medlevende, skabes selvstændige, stærke og alsidige personer, der selv kan tage initiativ.

I Institutionen ser vi barnet som et helt menneske, giver det tryghed og kontakt, respekterer dets følelser, sorg og glæde. Er nærværende og lyttende, tager barnet alvorligt og respekterer det, som det er.

Målet er at se børnene trives, så de derved kan skabe gode sociale kontakter til andre. Institutionstiden skal bære præg af spændende udfoldelse, gode oplevelser og tid til fordybelse. Børnenes selvværd og selvtillid skal styrkes, så de kan indgå i et større fællesskal, som er sjovt og udfordrende at være i.

Social kompetence

For at begå sig i sociale sammenhænge er det en nødvendighed for mennesket at tilegne sig miljøets kultur og normer; ikke for at indordne sig under andres præmisser, men for at kunne blive en aktiv del af det sociale liv.

Ved at vi giver barnet rum og mulighed for selvforvaltning, støttes barnet i sin evne til at skabe sit eget liv og øge indflydelse på sine livsomstændigheder i et solidarisk samarbejde med andre ligeværdige individer.

Målet er, at børnene lærer at samarbejde - yde og modtage i forhold til fællesskabet. Vise respekt for andres grænser. Etablere positive relationer til andre mennesker og indleve sig i andres situation.

Sproglig udvikling

Sproget (talesprog, skriftsprog, tegnsprog, kropssprog og billedsprog) er for mennesket en forudsætning for at kunne kommunikere med sin omverden; forstå det, der bliver sagt, og selv give udtryk for, hvad man mener.

I Institutionen vægtes børns sproglige udvikling. I hverdagens aktiviteter bruges sproget med henblik på at danne fælles begreber, sætte ord på følelser, styrke motorikken og udfordre til krops-, skrift- og billedsprog.

Målet er at give børnene mulighed for at udvikle et nuanceret sprog gennem dagligdagens aktiviteter.

Krop og bevægelse

Krop og bevægelse er en stor del af et menneskes hverdag. Lige fra barnet som spæd begynder at krybe, trille og vende sig - til livet ebber ud. Barnet øver sig hele tiden i at bruge sin krop og blive bedre til at beherske den.

I Institutionen lægger vi vægt på fysisk aktivitet i inde- og udemiljøet. Inde er der indrettet et bevægelsesrum med plads til gymnastik, massage, sanglege, teater, sang og dans.

Ude vil vi vægte spændende værksteder for børnene samt på sigt få træer, huler og krat at gå på opdagelse i. På legepladsen vil de forskellige aldersgruppers behov for motorisk udfordring tilgodeses.

Målet er, at børnene bliver kropsbevidste, hjælpes, støttes og opmuntres til at udfordre sig selv kropsligt og oplever glæden ved at være i bevægelse.

Natur og naturfænomener

I naturen er der god plads og højt til himlen, og hvad enten vi hiver børn med i Rude skov, på Amager Fælled eller vi eksperimenterer hjemme på værkstedet, bidrager naturen med mangfoldige oplevelser. Opmærksomheden skærpes, motorik og sanser udvikles og stimuleres.

I Institutionen vægter vi at bruge naturen, både ude og inde. At være ude i naturen - eller på naturværkstedet skal være sjovt og inspirerende. Barnet skal have mulighed for at undersøge, fordybes, undres, overraskes og forfølge sin "naturlige" nysgerrighed og lyst. Kreativitet og fantasi skal vækkes.

Målet er, at børnene i deres institutionstid skal danne erfaringer ved at eksperimentere med eks. natur og naturfænomener så som spiring og vækstforsøg, kryb - kravl og dyreliv samt udforske naturens små og store overraskelser.

Kulturelle udtryksformer og værdier

Kultur er udtryk for menneskets forståelse af og tilgang til verden. I mødet med andre og det, der er anderledes, definerer vi vores eget kulturelle ståsted og rødder. Jo mere mennesket får mulighed for selv at udfolde sig, jo bredere bliver dets opfattelse af såvel verden og andre mennesker, samt egne muligheder og potentialer.

I Institutionen vil vi opbygge en kultur, der tager udgangspunkt i traditioner. Vi vil fejre de gængse højtider, som generationer før os har fejret dem, og give den viden videre til de nye generationer.

I Institutionen vil vi give børnene mulighed for bl.a. at udtrykke sig kunstnerisk på vores natur- og træværkssted, det kreative værksted og i bevægelsesrummet, hvor forskellige redskaber og materialer er til rådighed.

Målet er at inspirere børnene i at udtrykke sig gennem leg, oplevelser og eksperimenter. Opleve egne og andres forskelligheder, muligheder og potentialer.

Rundvisninger gives efter aftale første fredag i måneden kl. 10.00.

×

Cookie info