Vær opmærksom på der er ny lovgivning på området fra 1. januar 2024.
Din boligskat er samlet i staten. Det betyder, at du fremover betaler grundskyld løbende via din årsopgørelse i stedet for at få en opkrævning fra kommunen.
Du vil fortsat betale ejendomsbidrag til renovation, skorstensfejning, rottebekæmpelse m.m. direkte til kommunen. Fremover bliver du opkrævet to gange årligt.
Læs mere på Vurderingsportalen.dk: Nye boligskatteregler i 2024
Når du ejer en ejendom skal du betale skatter og afgifter.
Grundskyld
Grundskylden bliver beregnet af ejendommens grundværdi. Det er SKAT som fastsætter grundværdien. Eventuelle fradrag for forbedringer fratrækkes, inden vi beregner grundskylden.
Det er kommunen som fastsætter satsen og SKAT opkræver skatten.
Du kan læse mere om grundskyldspromille på vurderingsportalen.dk
Ejendomsbidrag
Ejendomsbridrag som opkræves via ejendomsbidragsbilletten er fx renovation og skorstensfejning.
Se de gældende takster for renovation
Se de gældende takter for skorstensfejning
Dækningsafgift for erhvervsejendomme
Ud over grundskyld, opkræver SKAT dækningsafgift af visse erhvervsejendomme. Afgiften bliver opkrævet af ejendomme, hvor anvendelsen fx er:
- Kontorer
- Forretninger
- Hoteller
- Fabrikker
- Værksteder og lignende.
Dækningsafgiften beregnes af grundværdi.
Udsendte og kommende efterreguleringer af grundskylden fra 2021-2023
Boligejere får besked om grundskylden for 2021-23
Fra april 2024 får mange boligejere nye ændrede ejendomsskattebilletter for skatteårene 2021-23.
Grundskyld på et foreløbigt grundlag
Da grundskylden for 2021, 2022 og 2023 blev beregnet, var 2020-vurderingen for ejerboliger endnu ikke klar. Derfor er grundskylden for disse år i første omgang blevet opkrævet på et midlertidigt grundlag. Nu udsender vurderingsmyndighederne løbende de nye vurderinger pr. 1. januar 2020 til boligejerne. På den baggrund beregnes den endelige skat på baggrund af 2020-vurderingen af kommunen og grundskylden for 2021, 2022 og 2023 efterreguleres.
Efterregulering af grundskyld: Ny ejendomsskattebillet fra kommunen
Når kommunen har beregnet den endelige grundskyld på baggrund af 2020-vurderingen, sender kommunen en ny ejendomsskattebillet for hvert af skatteårene 2021-2023. Til og med 2023 var der skatteloft på grundskylden, der begrænser, hvor meget den kan stige hvert år. Da langt de fleste boligejere er tilmeldt indefrysningsordningen for grundskyld, vil eventuelle stigninger også typisk blive indefrosset, så du først skal betale, når du sælger boligen. Det betyder, at 2020-vurderingen får begrænset økonomisk betydning for de fleste boligejere.
Sådan beregner vi din grundskyld for årene 2021-2023 (vurderingsportalen.dk)
Har du købt eller solgt for nyligt? Vær opmærksom, når grundskylden bliver efterreguleret
Det er den aktuelle ejer, der får en eventuel opkrævning eller penge tilbage, når kommunen efterregulerer grundskylden for 2021-2023 på baggrund af 2020-vurderingen. Vi opfordrer til, at du tjekker købsaftalen, hvis du er ny ejer og har fået en opkrævning fra kommunen på grundskyld for en periode, hvor den tidligere ejer ejede ejendommen. Det samme gælder tidligere ejer, hvis kommunen har udbetalt overskydende grundskyld til den nye ejer.
Ny ejer efter 1. januar 2021: Efterregulering af grundskyld (vurderingsportalen.dk)
Hvornår skal jeg betale mit ejendomsbidrag?
Du betaler to gange om året: i januar med forfald den 1. januar og juli med forfald den 1. juli.
Du modtager ejendomsbidragsbilletten for det kommende år i december. Vi sender betalingsoplysninger til dig 9 dage før forfald. Hvis du har tilmeldt ejendomsbidragene til Betalingsservice, vil du ikke modtage betalingsoplysninger.
Når du overtager en ejendom modtager du ejendomsbidragsbilletten, når du er tinglyst som ejer.
Hvis du ikke har modtaget din ejendomsbidragsbillet, kan du kontakte Ejendomsbeskatningen i Center for By, Miljø og Klima.
Indefrysning af ejendomsbidrag
Eventuelle stigninger i din grundskyld indefryses automatisk ind til 2024. Det betyder, at du kan få udskudt en del af betalingen af din grundskyld til 2024. Indefrysningen er rente- og gebyrfri.
Når du sælger din bolig, skal du betale hele det indefrosne beløb. Vær opmærksom på at det er en personlig gæld. Det betyder hvis I er flere ejere skal hver ejer indfri sin andel af den indfrosne grundskyld.
På din årsopgørelse, som du får i januar, kan du se, hvor stort beløbet er for det pågældende år og samlet set.
Frameld ordning
Ønsker du at betale den fulde grundskyld, kan du vælge automatisk indefrysning fra. Du kan betale din allerede indefrosne grundskyld.
Når du framelder dig ordningen
Du skal betale det samlede indefrosne beløb, når du framelder dig ordningen. Det er kun din egen andel af indefrysningen på ejendommen, du framelder. Eventuelle medejere skal selv framelde sig ordningen, hvis de ønsker det.
Dit valg er bindende
Du kan ikke fortryde dit valg, når du først har frameldt dig ordningen.
Du kan dog tilmelde dig igen via din forskudsopgørelse hos SKAT. Hvis du gør det, vil eventuelle fremtidige stigninger i grundskylden igen indefryses.
Hvis du ikke framelder dig ordningen
Hvis du ikke gør noget, fortsætter ordningen som indtil nu. Eventuelle stigninger i grundskylden på din ejendom vil altså fortsat indefryses. Indefrysningen til og med 2023 vil være gebyr- og rentefri.
Lån til betaling af grundskyld og ejendomsbidrag
Lån til grundskyld (pensionistlån)
Du kan søge lån til grundskyld til at hos SKAT til at betale grundskyld.
Læs mere om pensionistlån til betaling af grundskyld på Vurderingsportalen.dk
Lån til ejendomsbidrag
Du kan søge om lån til at betale dine ejendomsbidrag.
For at få lånet skal du eller din ægtefælle:
- have fast bopæl her i landet
- have opnået folkepensionsalderen, få udbetalt social pension, delpension eller modtage efterløn.
- Der skal være friværdi i din bolig. Friværdien beregnes ud fra den endelig offentlige vurdering.
Vi sikrer lånet ved tinglyst skadesløsbrev. Beløbet forrentes med en årlig rente, og lånet skal betales tilbage, når ejendommen sælges. Renten er på 3,57 procent (2024).
Hvis du har spørgsmål kan du ringe til Ejendomsbeskatningen.
Hvis du som ejendomsmægler har behov for opgørelse om restgæld koster det 100 kr.
Når du bestiller en opgørelse af restgæld i en ejendom skal du:
- Overføre 100 kroner til kontonr. 5324-0000247465
- Skrive ejendommens adresse på din overførsel.
- Mailadresse til den, der skal modtage opgørelsen.
Bestil restanceattest
Har du behov for oplysninger om eventuel restance på ejendomsskat, kan du bestille en restanceattest. Det koster 100 kroner.
Sådan får du en restanceattest
Vi sender som udgangspunkt attesten til ejendommens ejer. Skal vi sende attesten til en anden, fx ejendomsmægler eller advokat, skal du kontakte Borgerservice.
Når du bestiller en restanceattest skal du:
- Overføre 100 kroner til kontonr. 5324-0000247465
- Skrive ejendommens adresse på din overførsel.
Kan jeg klage?
Det er Vurderingsstyrelsen som fastsætter ejendomsværdi og grundværdi.