Sådan kommer du i gang
Inden du starter
Du skal udfylde en blanket, hvis du gerne vil undervise dit barn hjemme. Vi skal bl.a. vide
- Hvilket barn, der skal deltage
- Hvor det skal foregå
- Hvem der skal undervise børnene.
Ansøg om at undervise dit barn hjemme
Efter du har sendt blanketten
- Du får en kvittering i e-Boks
- Vi kontakter dig inden for 8 arbejdsdage
- Vi godkender, at du kan undervise hjemme.
I kvitteringen står der også kravene for at undervise hjemme. Distriktsskolen får en kopi af kvitteringen, så skolen ved, at du underviser dit barn hjemme.
Opstartsmøde
Efter aftale med dig finder vi en dag, hvor vi kan holde første møde. Det er vores tilsynsførende, der kontakter dig og deltager i mødet.
Til mødet taler vi om forventninger med dig. Vi orienterer dig også om vores tilsynsbesøg og hvilke krav, du skal være opmærksom på, når du underviser hjemme.
Undervisningens indhold
Du kan have forskellige motiver for at undervise hjemme. Årsagen kan være ideologisk, praktisk eller social, der gør at du vælger at undervise hjemme.
Fordi årsagerne kan være meget forskellige, er tilgangen til undervisningen ofte også meget forskellig.
Du kan vælge at følge den etablerede skoles undervisningsform med skema og undervisningsmaterialer, eller du kan vælge en helt anden form for undervisning, der tager udgangspunkt i barnets ønsker og motivation fx 'unschooling'.
Det er ikke et krav, at folkeskolens fag eller emner direkte kan genkendes på elevens skema. De enkelte fag og emner kan fx indgå i tværfaglige læringsforløb og projektorienteret undervisning.
Uanset hvilken tilgang du har til hjemmeundervisning, skal du leve op til, hvad der kræves i folkeskolen og Grundlovens §76. Du skal desuden sørge for at give dit barn de samme muligheder for at komme videre, som hvis barnet har gået i folkeskole.
Krav til undervisningen
Du bestemmer selv hvordan du tilrettelægger undervisningen og hvilke undervisningsmetoder og -midler, du bruger.
Det er ikke et krav, at du skal undervise i alle folkeskolens fag. Men du skal dog tilbyde undervisning inden for hvert fagområde:
- Humanistisk
- Naturvidenskabelig
- Praksis-musisk
Desuden er det et mindstekrav, at vi kan identificere følgende fag:
- Dansk
- Matematik
- Engelsk
Det er afgørende, at du også har fokus på at give dit barn de samme muligheder for en alsidig personlig udvikling og tilegnelse af kundskaber, som hvis dit barn gik i folkeskole.
Du er ansvarlig for, at din undervisning står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.
Evaluering af barnets læring
Evalueringen af barnets læring kan være identisk med evalueringen i mange skoler. I skolerne er det fx i form af udførte opgaver i skolebøger, projektarbejde, skriftlige opgaver og faglige prøver. Men evalueringen kan også have andre former. Det aftaler du med vores tilsynsførende for tilsynet.
Dokumentér undervisningen
Når vi kommer på tilsyn gennemgår vi dokumentation for undervisning. Derfor kan det være en god idé, at du
- fører dagbog
- laver opsummerende rapporter
- laver video/lydoptagelser og produkter.
Tilsynsbesøg
Vi fører tilsyn 1 gang om året efter friskoleloven. Når tilsynet er gennemført sender vi et notat til Center for Skole og Fritidsliv.
Hjemmeundervisningen skal leve op til de krav børn møder i folkeskolen. Derfor fører vi tilsyn for at sikre, at du lever op til kravene.
Sådan foregår tilsynet
Dokumentation for undervisning
Vi gennemgår konkret dokumentation for undervisning. Det kan fx være undervisningsmateriale, dagbøger, produkter og andre relevante evalueringsredskaber.
Samtale med hjemmeunderviser og barn
Vi holder en samtale med dig og barnet. Til samtalen fokuserer vi på om dokumentationen formidler læring, og hvilke ændringer, der er behov for.
Vi fokuserer også på, om vi kan inddrage andre samarbejdspartnere fx UU-vejledere eller fritidstilbud.
Tilsynsnotat
Vi laver et notat efter tilsynet. I notatet vurderer vi om undervisningen lever op til kravene i folkeskolen. Vi opbevarer notatet på din sag i Børne- og Kulturforvaltningen.
Børn i mistrivsel
Støder vores tilsynsførende på forhold, vi skal indberette til sociale myndigheder, sker det efter samme regler, som gælder i skolen.
Prøver og opfølgning
Du kan afholde prøver hvert år i dansk, matematik og engelsk. Andre fag kan du afholde prøver i efter behov.
Som hjemmeunderviser er det dig, der leder prøverne efter aftale med vores tilsynsførende.
Vi fører tilsyn og vurderer resultatet
Vi fører tilsyn under selve prøven, og vores tilsynsførende vurderer resultatet.
Hvis vi vurderer, at undervisningen ikke lever op til de krav, der almindeligvis er krævet i folkeskolen, sker der følgende:
- Vi orienterer dig om, hvad der mangler
- Vi afholder en prøve efter 3 måneder.
Hvis undervisningen stadig er mangelfuld, skal barnet undervises i en skole.
Klag over afgørelse
Du kan klage over vores afgørelse efter Forvaltningsloven.
Folkeskolens prøver
Du indstiller et barn til folkeskolernes prøver ved at kontakte Center for Skole og Fritidslivs tilsynsførende.
Fristen for at tilmelde dit barn til folkeskolens prøver er 1. oktober året forud for prøveterminen i maj/juni.
Du kan indstille et barn, der er undervist hjemme, til folkeskolens afsluttende prøver. Det eneste krav er, at eleven er under 18 år når skoleåret begynder.
Vores tilsynsførende skaber kontakten mellem dig som hjemmeunderviser og skolen. Distriktsskolen bestemmer hvilken 9. klasse, eleven skal følge ift. udtræk af prøver. På den måde kan du og dit barn i god tid forud for prøverne
- Tale med eksaminator i de enkelte fag
- Få udleveret tekstopgivelserne
- Få svar på andre relevante spørgsmål.
Hvis en elev er blevet hjemmeundervist, kan skolen udpege en anden eksaminator end den, som har haft ansvaret for hjemmeundervisningen.
Du skal som forældre være opmærksom på, at dit hjemmeunderviste barn skal aflægge alle de obligatoriske 9. klassesprøver samlet. Hjemmeunderviste, som ønsker at aflægge 10. klassesprøver, kan derimod aflægge prøverne enkeltvis eller samlet.
Skolen udsteder et enkeltfagsbevis eller et samlet afgangsbevis til barnet.
Uddannelsesvalg og -parathed
Elever der har alderen til at gå i 8. klasse skal have kontakt til en uddannelsesvejleder fra UngTårnby om uddannelsesvalg og uddannelsesparathed i foråret i både
- 8. klasse
- 9. klasse.
Vores tilsynsførende hjælper gerne med kontakten til UngTårnby.
Undervis i udlandet
Du kan sagtens vælge at hjemmeundervise dit barn, hvis du
- Rejser på et kortere ferieophold i udlandet
- For en kortere periode skal arbejde i udlandet.
Er du væk længere tid end 6 måneder, skal du melde det til den kommune, du flytter fra.
Læs om når du flytter til udlandet
Læs vejledning til undervisning i dansk til familier bosat i udlandet på uvm.dk