1. Hvad er Beboerklagenævnet?
2. Hvilke områder behandler Beboerklagenævnet?
3. Beboerklagenævnets funktion
4. Hvordan indbringer jeg en sag for Beboerklagenævnet?
5. Hvad koster det at få en sag behandlet?
6. Hvor finder jeg Beboerklagenævnet?
1. Hvad er beboerklagenævnet?
Beboerklagenævnet træffer afgørelser, hvis der er stridigheder mellem lejere og udlejere i almene boliger.
2. Hvilke områder behandler Beboerklagenævnet?
Beboerklagenævnet behandler bl.a. følgende type sager:
-
Udlejers overholdelse af de formelle regler for varsling af lejeforhøjelse, men ikke spørgsmål om huslejens størrelse.
-
Mangler ved det lejede.
-
Pligt til vedligeholdelse.
-
Varme- og vandregnskaber.
-
Betaling for istandsættelse efter fraflytning, herunder også spørgsmål om udgifternes rimelighed.
-
Pålægge udlejer tidsfrister for gennemførelse af arbejder på ejendommen.
-
Lejers ret til f.eks. at opsætte vaskemaskine, opvaskemaskine, parabolantenne.
-
Betaling for fællesantenne.
-
Lejers ret til at forbedre boligen, f.eks. modernisere køkken og badeværelse.
-
Afregning af beboerindskud eller depositum.
-
Spørgsmål om ret til fremleje, bytteret og ret til fortsættelse af lejemålet.
-
Overtrædelse af husordenen.
-
Beboerdemokratiets beslutninger i forhold til selve beslutningsprocessen, men ikke i forhold til beslutningens indhold.
-
Udlejers overholdelse af udlejningsreglerne.
3. Beboerklagenævnets funktion
Beboerklagenævnet optræder ikke på den ene parts side i en sag, men har en funktion, der kan sammenlignes med domstolenes måde at fungere på. Det er således ikke beboerklagenævnets opgave at hjælpe lejere med at føre sag mod udlejere.
Beboerklagenævnet fungerer ikke som et rådgivningsorgan og yder derfor ikke vejledning til parterne ved uoverensstemmelser, bortset fra sager om husordensovertrædelse.
Beboerklagenævnets sekretariat vejleder om, hvordan man konkret bærer sig ad med at indbringe en sag. I sager om husordensovertrædelse kan sekretariatet hjælpe sagens parter med afgivelse af skriftlige udtalelser.
Hvis man som lejer har brug for råd og vejledning kan man søge hjælp enten ved en lejerorganisation, retshjælpen eller ved en advokat. Det forventes at man melder sig ind i lejerorganisationen, hvis man ønsker at få hjælp her. Retshjælp er gratis.
4. Hvordan indbringer jeg en sag for Beboerklagenævnet?
Ønsker du som lejer eller udlejer beboerklagenævnets afgørelse ved uoverensstemmelser, skal du indbringe sagen skriftligt og vedlægge fornøden dokumentation, f.eks. en huslejeaftale.
Herefter indbringer nævnets sekretariat sagen for beboerklagenævnet.
5. Hvad koster det at få en sag behandlet?
I 2011 koster det 133,- kr. at få en sag behandlet. Sagsbehandlingen starter først, når beløbet er indbetalt. Beløbet reguleres hvert år den 1. januar.
6. Hvor finder jeg Beboerklagenævnet?
Beboerklagenævnet finder du på følgende adresse:
Beboerklagenævnet i Tårnby Kommune
Amager Landevej 76
2770 Kastrup
Telefon 32 47 12 13