Opførelse og tilbygning i forbindelse med garager, carporte, overdækninger og lignende på højest 50m2 skal anmeldes til Tårnby Kommune. Har kommunen ikke reageret indenfor 2 uger + almindelig postbesørgelsestid fra modtagelsesdatoen, må byggeriet påbegyndes. Dette forudsætter dog, at byggeriet ikke kræver dispensation eller er i konflikt med en lokalplan, deklaration eller servitut m.m.
Det er derfor vigtigt, at du undersøger disse forhold, før du sender dit ansøgningsmateriale ind til Tårnby Kommune. Det anbefales dog, at byggeriet først påbegyndes, når der er givet en accept.
Bliver bebyggelsen efter opførelse eller ombygning større end 50m2, skal der søges byggetilladelse efter samme regler som for enfamiliehuse.
Anmeldelsen om opførelse af byggeri skal indeholde:
- Underskrevet ansøgningsskema og eventuel dispensationsansøgning med fyldestgørende beskrivelse af det arbejde der skal udføres.
- Såfremt byggeriet kræver landzonetilladelse, skal der ansøges herom.
- 2 sæt tegninger der viser bygningens beliggenhed på grunden, dens højde, længde og bredde, dens afstand til skel og andre bebyggelser på grunden.
- Oplysninger om bygningen til BBR, f.eks. materialevalg på tagdækning og ydervæg samt arealangivelse.
Såfremt du vil opnå hurtig sagsbehandling, skal alle relevante forhold være belyste, når du indsender anmeldelse.
Vær opmærksom på følgende bestemmelser jf. bygningsreglementets kapitel 2.7.6:
- Opføres bygningen nærmere sti-, vej- eller naboskel end 2,5 m, må den ikke være højere end 2,5 m .
- Den samlede længde af alle bygninger, der vender mod skel, må ikke være større end 12 m. Udhæng op til 0,5 m i begge ender medregnes ikke i længden.
- Der må ikke udføres døre, vinduer eller lignende åbninger imod skel.
- Tagvand skal holdes inde på egen grund.
Bygningsreglementets bestemmelser kan ses Erhvervs- og Byggestyrelsens hjemmeside.